Rosenkreutzernes historie

Fra rødderne i antikken og frem til vor tid

Der findes mange spørgsmål om Rosenkors-Ordenen AMORCs tilknytning til de antikke mysterieskoler i Egypten og til de historiske rosenkreuzere. Er vi en direkte videreføring af antikkens visdomsskoler og af rosenkreuzerne, som første gang blev beskrevet i tyske manifester i begyndelsen af 1600-tallet?

AMORC skelner mellem organisationens historie, som startede i 1915, og det vi kalder den traditionelle historie, som går tilbage til Egypten 1400 år før vor tidsregning.

Traditionen, som vi beskriver den, kan ikke dokumenteres historisk. Men hvis vi følger de åndelige strømninger fra antikken til moderne tid, finder vi alligevel tydelige tegn på, hvordan modige kvinder og mænd – ofte med livet som indsats – har videreført visdomstraditionerne til søgere i efterfølgende generationer.

Det, der tidligere var skjult og hemmeligt, er i vor teknologiske tidsalder blevet tilgængeligt for alle, ikke bare for AMORC.

Collegium Fraternitatis, symbolsk fremstillet af Theophilus Schweighardt, 1618.

Rosenkors-Ordenen AMORC viderefører en righoldig arv, hvor visdom fra forskellige traditioner forenes. I tråd med de oprindelige rosenkreuzeres ideal formidler AMORC denne kundskab til dagens søgere.

Nedenfor tager vi dig med på en rejse tilbage til de gamle mysterieskoler og giver dig et kortfattet indblik i, hvordan visdomstraditionerne er blevet videreført gennem tiden.

Efter en præsentation af AMORC her i Skandinavien afsluttes rejsen med link til tre moderne Rosenkors-manifester, udgivet af AMORC i 21. årh. De er en hyldest til alle, der prioriterer deres åndelige søgen og dermed bidrager til at føre tidløs visdom videre ind i fremtiden.

De gamle mysterieskoler

Kartouche Thutmosis III

Den esoteriske visdom, som findes i Rosenkors-filosofien, spores traditionelt tilbage til mysterieskolerne i det gamle Egypten og Babylonien.

Ordet esoterisk kommer fra det græske ”esoterikos”, som betyder kundskab forbeholdt en kreds af udvalgte mennesker, det vil sige de indviede. Mysterier kommer fra det græske ”mysteria”, som betyder at holde noget hemmeligt.

Farao Thutmoses III (regerede 1479-1425 f.Kr.) samlede de forskellige mysterieskoler, som fandtes i Egypten på den tid. Dette repræsenterer et symbolsk starttidspunkt for den visdomstradition, som formidles af AMORC.

Fra de store kulter i Egypten og Babylonien kan vi spore kundskabens udbredelse til antikkens Grækenland, Mellemøsten, Romerriget og ind i middelalderens Europa, hvor kundskaben førtes videre i hemmelighed bag tykke klostermure.

Den skjulte kundskab kom til syne igen under renæssancen, hvor gamle hermetiske og filosofiske skrifter blev oversat og genudgivet. Dette gav ophav til flere tanke- og trosretninger.

Rosenkreuzerne skabte en syntese af disse forskellige retninger. Et omfattende system blev udarbejdet med elementer fra gnostisk kristendom, antikkens filosofi og mysteriekulter, jødisk mysticisme (kabbala), alkymi og hermetisme. Læren organiseredes i grader, som de studerende fulgte. Hver grad indeholdt også bestemte øvelser for at udvikle psykiske evner.

Klik på billederne for uddybende tekst

Antikkens mysteriekulter

Antikkens filosofi

Gnosticisme

Hermetisme

Alkymi

Kabbala

Den esoteriske impuls i renæssancen (ca. 1350-1600)

Græsk esoterisk filosofi fik stor indflydelse i renæssancens Europa. I 1462 blev Platons akademi i Firenze grundlagt under ledelse af Marsilio Ficino (1433-1499). Her blev de hermetiske skrifter oversat til latin og man studerede også den esoteriske side af Platons lære.

I 1471 åbnedes Firenzes første bogtrykkeri, og lærdommen fra Ficinos mysterieskole spredtes over hele Europa. Denne filosofi havde stor betydning for personer som da Vinci (1452–1519), Mirandola (1463–1494), Dürer (1471–1528), Copernicus (1473–1543), Michelangelo (1475–1564), Rafael (1483–1520), Bruno (1548–1600) og Kepler (1571–1630).

Tegning af Leonardo da Vinci

Den første, som tog fat på mystikkens guds- og verdensbillede og gennemtænkte det i alle dets filosofiske konsekvenser, var kardinalen, teologen og mystikeren Nicolaus Cusanus (1401-1464). Han stod i nær kontakt med renæssance-miljøet i Firenze.

Cusanus kom frem til, at det fysiske univers måtte være uendeligt, og han foregreb det essentielle i relativitetsteorien: Tid og rum er ikke faste, selvstændige begreber. De er relative og må altid ses i sammenhæng med iagttagerens position og bevægelseshastighed. Cusanus’ skrifter om den kristne treenighedslære udgør den filosofiske basis for det holografiske verdensbillede i kvantefysikken.

De tre Rosenkors-manifester fra 1600-tallet

Det er først med udgivelsen af det anonyme skrift Fama Fraternitatis i Kassel i Tyskland, år 1614, at rosenkreuzerne og Rosenkors-Ordenen bliver offentligt kendt.

Fama Fraternitatis er rig på symbolske detaljer og handler om fader C.R, en tysk adelsmand fra 1400-tallet. Han rejste til landene ved Middelhavet og Det nære Østen for at tilegne sig kundskab fra forskellige visdomsskoler og -traditioner.

Tilbage i Tyskland forsøgte fader C.R. at dele denne kundskab med de lærde, men de var ikke interesserede i nye måder at tænke på. Han valgte derfor at grundlægge et hemmeligt broderskab, som skulle bevare kundskaben for fremtiden. Det var nødvendigt at holde broderskabet hemmeligt på grund af den religiøse intolerance, som herskede på denne tid.

Forside Fama Fraternitatis

I 1615 fulgte Confessio Fraternitatis, som gav yderligere detaljer om det hemmelige broderskab. Og 1616 kom et tredje manifest Det kymiske bryllup, en symbolsk beretning som strækker sig over syv dage.

Manifesterne fik enorm opmærksomhed og udløste en ”viral” bølge af svarskrifter, angreb og kommentarer.

Skrifterne fik en betydelig indvirkning på europæisk esoterik og inspirerede mange filosofiske retninger og fremvæksten af en vestlig esoterisk tradition.

Kendte navne knyttet til Rosenkors-traditionen i 1600-tallet er Francis Bacon (1561-1626), Robert Fludd (1574-1637), Jacob Böhme (1575-1624), René Descartes (1595-1650), Isaac Newton (1643-1727) og Gottfried Wilhelm von Leibnitz (1646-1716).

Oplysningstiden og 1800-tallet

Vigtige hændelser

Omkring 1690 bragte Rosenkors-kolonister Ordenen til den nye verden. Benjamin Franklin (1706-1790) og Thomas Jefferson (1743-1826) havde nær kontakt med Rosenkors-filosoffer, og den amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 baseres på en række af Ordenens principper.

I Tyskland blev bogen Geheime Figuren der Rosenkreuzer aus dem 16. und 17. Jahrhundert trykt i 1785-88 og fra midten af 1700-tallet var et mysterieselskab kaldet Orden der Gold- und Rosenkreuzer meget aktivt.

Tilknytning til frimureriet

I flere europæiske lande udviklede der sig nære forbindelser mellem Rosenkors-Ordenen og 1700-tallets frimureri.

Højeregradssystemet i mange frimurerloger er tydeligt inspireret af Rosenkors-filosofien. I ”Den skotske rite” for eksempel, kaldes medlemmer i den 8. grad for Knight Rose Croix.

Frimurersymbol for Knight Rose Croix

Side fra Geheime Figuren der Rosenkreuzer aus dem 16. und 17. Jahrhundert

Kendte personer

Mange højtstående frimurere i 1700- og 1800-tallet var samtidig højt indviede rosenkreuzere. Blandt dem kan nævnes den svenske videnskabsmand og mystiker Emanuel Swedenborg (1688-1772), greven af Saint-Germain (ca. 1700-1784), Alessandro Cagliostro (1743-1795), Joséphin Péladan (1858-1918) og den kendte mystiker Papus (Gérard Encausse) (1865-1916).

Det tyske universalgeni Johann Wolfgang Goethe (1749-1832) var også frimurer og havde samtidig kundskab om rosenkreuzerne, hvilket han forevigede i sit digt Geheimnisse.

Rosenkors-Ordenen i moderne tid

Etablering af AMORC i USA

I begyndelsen af 1900-tallet fik Harvey Spencer Lewis (1883-1939) tilladelse fra det gamle Ordensselskab i Europa til at starte en gren af Rosenkors-Ordenen i Amerika.

H.S. Lewis etablerede AMORC i New York 1915 og var en hengiven og visionær leder for Ordenen, så længe han levede. År 1927 flyttede AMORCs hovedkontor til San Jose i Californien, hvor Ordenen stadig er juridisk registreret.

Tidligere måtte søgere tage imod undervisningen mundtligt ved Ordenens mødesteder. H.S. Lewis bearbejdede materialet og skabte i 1920erne et pædagogisk opbygget brevkursus, som kunne sendes hjem til hvert enkelt medlem. Dette system var revolutionerende for sin tid og blev i begyndelsen fordømt af andre organisationer. Senere begyndte imidlertid mange at formidle deres undervisning på samme måde som AMORC.

Harvey Spencer Lewis

International vækst

Efter de to verdenskrige var antallet af Ordensselskaber i Europa kraftigt reduceret. AMORC i USA hjalp til med at opbygge Rosenkors-Ordenen i Europa efter 2. verdenskrig og ekspanderede også snart til andre dele af verden. Gennem dette udvidede netværk blev AMORC en international verdensomspændende organisation.

Hvor blev kvinderne af?

Den historie, vi læser om i historiebøgerne, handler oftest om mænd. Kvinders rolle blev i mange århundreder betragtet som mindre vigtig, og deres indsatser overses ofte. Mange aktiviteter var også forbeholdt mænd.

Rosenkors-traditionen har altid anset kvinder og mænd som ligestillede.

Kvinder spillede en vigtig rolle i etableringen af AMORC og havde centrale positioner i Ordenens organisation og virke. Det er en selvfølge, at både kvinder og mænd kan være aktive på alle niveauer i AMORC.

Mary Banks Stacey (1846–1918),
medstifter af AMORC

Rosenkors-Ordenen AMORC i dag

Rosenkors-Ordenen AMORC arbejder i dag som et internationalt filosofisk fællesskab, som formidler en tidløs visdomstradition, uden økonomiske eller politiske fortegn.

Ordenen har medlemmer i mere end hundrede lande over hele verden. Vore medlemmer repræsenterer alle etniciteter, trosretninger, kulturer og erhverv.

Rosicrucian Park, San Jose, Californien

AMORCs verdensomspændende virksomhed er organiseret i 16 Storloger. Storlogerne formidler Ordenens undervisning på mere end 20 sprog.

De valgte ledere i Storlogerne udgør tilsammen AMORCs internationale bestyrelse, Supreme Grand Lodge (den Højeste Storloge).

AMORC i Skandinavien

Den Skandinaviske Storloges administration, Rösan

AMORC kom til Skandinavien med etableringen af den Danske Storloge i København 1920. Pioneren bag dette var sygeplejersken Carli Andersen (1862-1952). Hun kendte H. Spencer Lewis personligt og var med i New York, da AMORC blev stiftet.

I 1933 blev der oprettet en Storloge i Malmø for Sverige og Finland. I 1976 blev de to Storloger slået sammen. Selv om den Skandinaviske Storloge er blandt de mindre Storloger i verden, er den hidtil den eneste, som dækker mere end et sprog med både dansk, norsk og svensk.

Siden 1982 har administrationen for Den Skandinaviske Storloge ligget på Onsala-halvøen, 35 km syd for Göteborg. Vi holder til på Rösan, i en rosa- og hvidkalket bygning med historiske rødder, som går tilbage til 1600-tallet, omgivet af en stor have. Her findes også et eget Tempel.

På Rösan mødes medlemmer fra hele Skandinavien for at deltage i ritualer og indvielser, modtage kundskab og lærdom udover de private hjemmestudier og ikke mindst opleve fællesskab med andre, som deler interessen for åndelig fordybning.

Vort formål har altid været: at formidle kundskab om tidløs visdom, bidrage til at vi mennesker forvalter vore liv og naturen på en etisk og ansvarlig måde, arbejde for kulturel og åndelig udvikling og fremhæve mystikkens betydning for menneskeheden.

Nye Rosenkors-manifester fra 2000-tallet

Det er nu ca. 400 år siden de klassiske Rosenkors-manifester blev udgivet i 1600-tallet. For at markere dette har AMORC udgivet tre nye manifester, som viderefører Rosenkors-filosofien til vor tid. Disse skrifter henvender sig til alle, som søger en dybere forståelse af sig selv og verden og som ønsker at bidrage til en mere oplyst, bæredygtig og harmonisk fremtid.

Positio Fraternitatis Rosae Crucis

Udgivet 2001

R+ C

Positio belyser de udfordringer, som verden står over for i vor tid og vort fælles ansvar for den retning udviklingen kommer til at tage fremover. Budskabet kan sammenfattes i to ord: Vågn op!

Appellatio Fraternitatis Rosae Crucis

Udgivet 2014

R+ C

Appellatio er en opfølger til Positio og henvender sig til alle, som er åbne for dens opfordring. Formålet er at inspirere til en dybere forståelse af åndelighed, humanisme og økologi.

Christian Rosenkreutz’ nye Kymiske bryllup

Udgivet 2016

R+C

Det nye Kymiske bryllup er tilegnet åndelige søgere gennem tiderne. Teksten er gennemsyret af symbolik og formidler en vision om morgendagens verden – fuld af håb og tro på fremtiden.

Om medlemskab
Bliv medlem her

Antikkens mysteriekulter

I den antikke verden (ca. 3000 f.Kr. – 500 e.Kr.) fandtes der en række religiøse traditioner, kendt som mysteriekulter. De havde hemmelige indvielsesritualer, som skulle hjælpe deltagerne til at opnå dybere forståelse af tilværelsen og give håb om et bedre liv efter døden. Til forskel fra de offentlige religioner, som var knyttet til bystatens fællesskab, henvendte mysteriekulterne sig til den enkelte søgende.

Mest kendt var de eleusinske mysterier i det gamle Grækenland, tilegnet gudinden Demeter og hendes datter Persephone. Indvielsen i mysterierne fandt sted nær Athen og lokkede deltagere fra hele den græske verden. Gennem dramatiske ritualer og åbenbaringer skulle de indviede opnå guddommelig indsigt om liv og død, og efterfølgende opleve lykke og velstand.

Andre betydningsfulde mysterietraditioner var de dionysiske mysterier i den hellenistisk-romerske kultur, Isis-kulten som spredte sig fra Egypten til hele Romerriget, Mithras-kulten fra Tarsus i Tyrkiet som fik stor udbredelse og indflydelse i Romerriget, samt de orfiske mysterier i det antikke Grækenland, med sin lære om sjælens udødelighed og reinkarnation.

Fælles for dem alle var brugen af rituel indvielse i grader, streng tavshedspligt og en indre lære, som kun blev afsløret for de indviede.

Mysteriekulterne repræsenterede en spirituel understrøm i antikken, som lagde vægt på personlig erfaring, indre forvandling og direkte kontakt med det guddommelige. Deres indflydelse spores gennem nyplatonismen og ind i senere vestlige esoteriske traditioner, hvor mange af de samme principper – gradvis indvielse, symbolsk undervisning og åndelig udvikling – lever videre den dag i dag.

Antikkens filosofi

Antikkens filosofier lagde grundlaget for hele den vestlige tænknings historie. Fra omkring 600 f.Kr. begyndte tænkere i den græske verden at søge rationelle forklaringer på livets store spørgsmål i stedet for at ty til myter og gudefortællinger.

De første filosoffer, de såkaldte førsokratikere var optaget af naturens grundlæggende byggesten. Thales (ca. 624-546 f.Kr.) mente, at alt stammer fra vand. Heraklit (ca. 540-480 f.Kr.) pegede på evig forandring, mens Demokrit (ca. 460-370 f.Kr.) foreslog at virkeligheden består af udelelige atomer. Disse tænkere åbnede døren for en helt ny måde at forstå verden på.

En særligt indflydelsesrig person var Pythagoras (ca. 570-490 f.Kr.), som grundlagde et filosofisk og religiøst broderskab i Syd-Italien. Han er mest kendt for sine matematiske opdagelser, men hans tænkning gik langt dybere. Pythagoras så tal og matematiske forhold som selve virkelighedens grundstruktur – fra musikkens harmonier til himmellegemernes bevægelser. Han underviste også om sjælens udødelighed og reinkarnation, og hans skole praktiserede streng disciplin og hemmelighed. Pythagoras’ forening af videnskab, filosofi og åndelighed gjorde ham til en unik person, som inspirerede tænkere i mange århundreder efter hans død.

Med Sokrates (469-399 f.Kr.) skiftede fokus fra naturen til mennesket selv. Gennem sin berømte spørgemetode udfordrede han athenerne til at undersøge deres egne antagelser om dyd, retfærdighed og det gode liv. Hans elev Platon (428-347 f.Kr.) videreførte disse tanker og introducerede idélæren, hvor den fysiske verden ikke kun er en skygge af en højere, evig virkelighed. Aristoteles (384-322 f.Kr.), Platons elev, gik i en anden retning og lagde vægt på systematisk observation og logik. Han bidrog til næsten alle kundskabsområder, fra biologi til etik og politik.

I Hellenistisk tid (ca. 323-30 f.Kr.) voksede nye skoler frem. Stoikerne fremførte læren om at finde sindsro gennem forståelse og accept, epikuræerne var optaget af sammenhængen mellem livsførelse og lykke, mens skeptikerne satte spørgsmålstegn ved selve muligheden for sikker kundskab. Tilsammen skabte disse tænkere et intellektuelt fundament, som fortsat præger vor kultur i dag.

Gnosticisme

Gnosticismen er en mangefacetteret religiøs og filosofisk strømning, som blomstrede specielt i de tre første århundreder e.Kr. Bevægelsen opstod i et kulturelt mødested mellem jødisk mystik, græsk filosofi, egyptisk visdomstradition og tidlig kristendom.

Det græske ord ”gnosis” betyder visdom eller erkendelse. For gnostikerne var frelse ikke noget, man opnåede gennem tro alene, men gennem en personlig erkendelse af sin egen guddommelige natur og den virkelighed, som ligger bag den synlige verden.

Gnostikerne så den materielle verden som ufuldkommen – ikke skabt af den højeste Gud, men af en lavere guddommelig instans kaldet Demiurgen. Det sande guddommelige princip befandt sig hinsides den fysiske tilværelse og menneskets opgave var at genopdage den guddommelige gnist – pneuma – som var fanget i den fysiske krop.

Gnosticismen blev erklæret for kætteri af den tidlige kirke, og dens tilhængere blev i perioder udsat for hårde forfølgelser. Trods dette overlevede gnosticismen som en esoterisk understrøm gennem hele middelalderen. Den kom til udtryk hos katharerne i Syd-Frankrig i 1100- og 1200-tallet, i enkelte klosterfælleskaber og hos kristne mystikere som Hildegard von Bingen (1098–1179), Meister Eckhart (ca. 1260–1328), Jan van Ruusbroec (1293–1381), Teresa af Ávila (1515–1582) og Juan de la Cruz eller ”Johannes af Korset” (1542–1591).

I dag er interessen for gnosticisme øget og lever videre både inden for kirken og i strømninger som hermetisme, kabbala og rosenkors-filosofi.

Blandt kendte skandinaviske mystikere med tilknytning til gnostisk tankegang kan vi nævne Henrik Wergeland (1808–1845), Hilma af Klint (1862–1944), Niels Bohr (1885–1962) og Dag Hammarskjöld (1905–1961).

Hermetisme

Hermetisme er en åndelig tradition fra de første århundreder af vor tidsregning med rødder i det hellenistiske Egypten. Traditionen er opkaldt efter den mystiske Hermes Trismegistos, gudernes skriver. Navnet betyder ”den trefoldigt store Hermes” og symboliserer sammensmeltningen af den græske gud Hermes og den egyptiske gud Thot, begge kendt som formidlere af guddommelig visdom.

Kernen i hermetisme er ideen om, at der findes en universel, evig sandhed bag alle ting, en skjult orden, som gennemtrænger alt liv og eksistens. Det mest kendte hermetiske princip finder vi i Smaragdtavlen: ”Som foroven, således også forneden.” Dette er en erkendelse af at makrokosmos og mikrokosmos spejler hverandre, og at universet spejles i mennesket.

De hermetiske skrifter, kendt som Corpus Hermeticum, blev nedskrevet på græsk og omhandler emner som sjælen, skabelsen, Gud og menneskets guddommelige natur. Disse tekster fik stor betydning, da de blev genopdaget i Europa under renæssancen og inspirerede filosoffer, videnskabsmænd og mystikere i de følgende århundreder.

Hermetismen har påvirket en række traditioner, bland andet alkymi, kabbala, neoplatonisme og rosenkors-filosofien. Læren opfordrer mennesket til at søge åndelig visdom gennem selvindsigt, kontemplation og studiet af naturens lovmæssigheder og den inspirerer fortsat mange også i dag.

Alkymi

Alkymi er en af verdens ældste visdomstraditioner, med rødder, der strækker sig tilbage til det antikke Egypten og Grækenland. Navnet selv knyttes ofte til det egyptiske ord Khem, som betyder ”det sorte land” – en henvisning til Egyptens frugtbare jord og oprindelsesstedet for denne kunstart.

I den hellenistiske periode smeltede den egyptiske metallurgi sammen med græsk filosofi og alkymien tog form som en disciplin med to sider: en ydre, som søgte at forvandle uædle metaller til guld, og en indre, som handlede om sjælens forædling.

Gennem arabiske lærde blev alkymien videreført og beriget i middelalderen. Tænkere som Jabir ibn Hayyan (721-815) og senere europæiske skikkelser som Albertus Magnus (ca. 1200-1280) og Roger Bacon (1212-1292) bidrog alle til at udvikle både dens praktiske og filosofiske sider.

I renæssancen fik alkymien en ny blomstringstid gennem Paracelsus (1493-1541), som knyttede den til medicin, og gennem rosenkreuzerne, som fremførte dens åndelige dimension. Med den videnskabelige revolution blev alkymiens laboratoriearbejde gradvist erstattet af moderne kemi, men dens symbolsprog og indre tradition levede videre.

I dag oplever alkymien fornyet interesse. Carl Gustav Jung (1875-1961) tolkede alkymistiske symboler som udtryk for psykens transformationsprocesser og inden for esoteriske traditioner som Rosenkors-Ordenen praktiseres den indre alkymi fortsat – forstået som en vej mod selvudvikling og åndelig opvågning. Således har alkymien, fra sine urgamle rødder til vor tid bevaret sin kerne: ideen om at forvandling er muligt, både af materie og af mennesket selv.

Kabbala

Kabbala er en mystisk lære fra jødedommen med rødder tilbage til antikken. Den blev udviklet til en omfattende filosofi i 1100- og 1200-tallet i Frankrig og Spanien. Navnet, som kommer fra hebræisk, betyder ”at modtage” eller ”overlevering”, og refererer til en hemmelig visdom som overføres fra lærer til elev.

Vigtige tekster som Sepher Yetzirah (Skabelsens bog), Bahir (Lysets bog) og Zohar (Stråleglansen) fordyber sig i mystiske tolkninger af Toraen (de fem Mosebøger) og universets essens. Et centralt koncept er Livets Træ, som består af ti sephirot – guddommelige udstrålinger eller aspekter, som forklarer, hvordan det uendelige (Ain Sof) manifesterer sig i skabelsen.

Kabbala søger at afdække den skjule mening i hellige skrifter, udforske menneskets højere natur og vejlede individer mod forening med det guddommelige. Gennem symboler, tal, bogstaver og meditation tilbyder Kabbala værktøj til åndelig transformation.

Mange vestlige mystiske traditioner har ladet sig påvirke af Kabbala, blandt andet hermetisme, alkymi, frimureriet og Rosenkors-Ordenen. I dag fortsætter både traditionel jødisk kabbala og nyere former for kabbalistisk tænkning at tiltrække sig søgere efter visdom og åndelig indsigt.

”Esoterik”/”esoterisk” stammer fra det græske ord esoterikos (”indre”, ”indenfor”). Begrebet beskriver kundskab, ofte udtrykt i billeder eller koder, som traditionelt var forbeholdt en indviet, indre kreds. Esoterik indebærer en stræben efter en indre, åndelig forståelse eller en dybere mystisk dimension.